COVID-19 gør selv banale sager komplicerede
På SOS Internationals alarmcentral for rejseassistance ser man tilbage på en sommersæson, hvor antallet af sager var lavere end normalt – men hvor hver enkelt sag blev kompliceret af lokale restriktioner om tests og coronahoteller.
- Vi hjælper så godt vi kan. Det ligger i vores DNA på alarmcentralen, og det er det, der gør os glade for jobbet, siger Ann Kjærsgaard, der er teamleder på alarmcentralen for rejseassistance.
Den forgangne sommersæson krævede det dog mere end sædvanligt at hjælpe de rejsende, der fik brug for hjælp på ferien. Ann Kjærsgaard forklarer med et eksempel:
- Normalt henviser vi til en læge, hvis en patient ringer med et svært halsonde. Men på grund af pandemien, kan vi ikke bede patienten om at møde op på en klinik. Først skal man testes for COVID-19.
Derfor udvikler en simpel sagsbehandling sig til i første omgang at skulle opklare, hvor det nærmeste testcenter findes. Kun med en negativ test kan patienten komme til lægen. Er testen positiv, bliver sagsbehandlingen for alvor kringlet:
- Så skal vi tjekke de lokale myndigheders retningslinjer. Er patienten i Spanien er det ikke nok at kende de overordnede sundhedsmyndigheders anbefalinger. Vi skal også undersøge den pågældende regions restriktioner, siger Ann Kjærsgaard.
Der findes 17 regioner i Spanien som kan have selvstændige anbefalinger. Samtidig er restriktioner og anbefalinger løbende ændret hen over sommeren i takt med udviklingen i smittetal.
Alt optaget på coronahoteller
I Spanien, Grækenland og Portugal har myndighederne stillet krav til smittede turister om at gå i isolation på de såkaldte ”coronahoteller” – isolationsfaciliteter, der stilles til rådighed af myndighederne.
Men der har langt fra altid været plads på de offentlige coronahoteller, og de fleste almindelige hoteller har afvist at huse COVID-19 smittede.
Derfor har sagsbehandlerne på alarmcentralen trukket på SOS Internationals netværk og brugt deres kendskab til forholdene på destinationerne til at finde alternative opholdssteder – enten via tjenester som Airbnb eller andre private udlejere.
- Det er en proces, der tager tid. Og så har vi ikke engang talt om, hvordan den smittede bliver transporteret hen til isolations-opholdsstedet. Man kan jo ikke bare tage bussen eller praje en taxa, når man er smittet, siger Ann Kjærsgaard.
I den kommende efterårssæson forventes mere spredte rejsemønstre, da efterårsferien ligger forskelligt i de nordiske lande. Alligevel opfordrer SOS International til, at rejsende så vidt muligt på forhånd undersøger mulighederne for test, samt hvor man kan finde information om lokale restriktioner.
Flest danskere og svenskere fik brug for rejseassistance i sommeren 2021
Kontakt os
Er du ude at rejse og har brug for akut assistance?
Kontakt SOS Internationals alarmcentral på +45 7010 5050.